Oh Land-interview

Nanna 28apr23 - 58 - Filip Gielda
Foto: Filip Gielda / Makeup: Nina Larsen

ARTIKEL

OH LAND-INTERVIEW

Yderlighedernes dronning

Havfruer, cyborg og om at udtrykke sig med makeup

Af Anne-Dorte Mathiesen

Fredag den 28. april 2023 stod Oh Land på Danish Beauty Awards scene. Under lydprøver og makeup backstage fik jeg en enestående mulighed for at tale med sangerinden om både hud, hår og makeup. Og om hendes legende tilgang til at skifte udtryk. Tøj, hår og makeup taler sit helt eget sprog. Nanna Øland Fabricius, som er Oh Lands borgerlige navn, afslører, at hun er særdeles vidende om alt, der kan gøre en forskel for tør hud, pigmentpletter og solbeskyttelse. Hud-udfordringer er også en del af hverdagen for Oh Land. Umiddelbart tænker man ellers ved første blik, at hun virker som hævet over alle os andre med den slags hverdagsproblemer, og altid bare er yndig og lækker – og dyppet i glitter. Men selvfølgelig er virkeligheden anderledes.

Over the top sparkly
Oh Land har en observant tilgang til alt. Hun elsker at eksperimentere med det, som hun selv synes er ’grimt’ lige nu og vil gerne bruge utraditionelle metoder: ”Nu kommer du til at rynke brynene, men da jeg var yngre, kunne jeg godt finde på at bruge en Sharpie som eyeliner.” Jeg rynker bryn, men tænker, at det har givet en skarp streg, som en eyeliner kan gøre det i dag. Anderledes produkttyper er fortsat inspiration: ”Er jeg i Silvan og ser en sølvtape, så køber jeg den og tænker: Uh, den kan klippe ud i mønstre og sætte på mit ansigt. Eller hvis jeg ser de små perler som klistermærker – hvad kan jeg gøre med dem? Jeg laver virkelig mange moodboards. Så jeg kan have et helt moodboard, der kun dyrker et bestemt look. Og så venter til at den rigtige situation kommer, hvor det look vil passe. Det look, jeg har i aften, ville fx ikke passe på en festival, men lige præcis til Danish Beauty Award, synes jeg, at det var sjovt vælge noget sådan helt over the top sparkly.”

Undervandsmagi
Looket til Danish Beauty Award 2023 er inspireret af havfruer med similisten all over. Nina Larsen, makeupartist i Danish Beauty Awards dommerpanel, har stået for det glitrende look til aftenens show. Looket er både en del af det havfruetema, som Oh Land finder inspiration i lige nu, og inspireret af den smukke similistenkjole: “Jeg kunne godt tænke mig, at de her similisten går videre op på min hud og hals i mønstre hen over mit ansigt. Jeg er stadig meget spændt på det, men jeg har jo Nina til at lave det, så jeg tænker, at jeg er i gode hænder.” Oh Land har altid en rød tråd, selv om hun ikke føler sig specielt organiseret. Senest har det været meget havfrueagtigt: ”Undervandsmagi med alt fra havfruehaler og wetlooks i håret. Perler taler helt sikkert havfruesprog.” Men Oh Land leger med flere forskellige temaer. ”Lige for tiden har jeg også noget med cyborg-æstetik, hvordan man bruger holo-effekter, sølv- og metalliceffekter. Og så venter jeg til den rigtige situation kommer, hvor det look vil passe.”

Foto: Jørgen Wicklow / Makeup: Nina Larsen

Scene og shoot
Oh Land skal altid tage stilling, om et look fungerer på scenen eller på TV: ”Nu har jeg jo lavet rigtig meget TV, så der er mange ting, jeg har lært ved det. At alt ikke fungerer på TV. Det er et andet lys, og noget bliver fladt på et billede. Nogle ting forsvinder fuldstændigt. En gang affarvede jeg mine øjenbryn og hele Danmark lavede ramaskrig, fordi de troede jeg ved at dø”, siger hun og smiler. ”Jeg vil nok ikke have afblegede øjenbryn på TV igen, for det ser fuldstændig anderledes ud på skærmen, men jeg er glad for, at jeg har gjort det, for jeg er glad for at rykke ved grænser.” De pink øjenbryn, som Oh Land en gang havde til Kronprinsparrets prisoverrækkelse, syntes folk også så fjollet ud, men Oh Land fortryder ikke de usædvanlige yderliggående looks: ”For er det sjovt at gøre sådan nogle ting – for mig er det et redskab i kreakassen, som jeg kan bruge. Jeg går ikke efter begrebet at være lækker. Det er ikke et drive for mig at se lækker ud. Og det kan nogen jo godt blive undrende overfor, at jeg gør mig selv grimmere, end jeg er, men det er ikke sjovt for mig at opnå skønhed i den klassiske forstand. Jeg synes, det er sjovt at fortælle en historie og blive en karakter eller indgå i en sammenhæng. For eksempel skal jeg nu være en havfrue.”

Statements
Oh Land bruger ikke det, som hun kalder de klassiske ’skønhedsforstørrere’: ”Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange, at jeg har haft kunstige øjenvipper på, men jeg ville selvfølgelig godt prøve det, hvis jeg lavede et statement med det. Jeg har sådan en dark drøm om en dag at få en fuld Kardashian-makeup – kan mit ansigt overhovedet det?” Det var også et statement, da Oh Land lavede X-Factor og i de to første sæsoner ikke havde makeup på: ”Det var faktisk et bevidst valg. Jeg ville godt kunne sidde og bare være de knogler og den hud, jeg nu engang havde fået. Jeg skulle ikke være sådan en konfettibombe i midten mellem to mænd i jakkesæt. Jeg kunne være fuldstændig naturlig og stadig føle mig stærk og smuk. Så der kom kun matteringspudder på. Og jeg følte mig godt tilpas.” Så blev Oh Land gravid, og det betød pigmentforandringer. Der kom endnu flere efter anden graviditet end efter første: ”Så syntes jeg, at jeg havde brug for noget mere. Jeg havde brug mere kontrast i mit ansigt – og så begyndte jeg at bruge makeup igen.” Til spørgsmålet om udviklingen, hvor mændene i X-Factor er begyndt at bruge makeup, svarer Oh Land: ”Jeg synes, det er fantastisk, når man leger. Og jeg kan ikke se, hvorfor en mand ikke skulle kunne lege med de ting, når de nu er tilgængelige. Mine sønner har også fået lov til at have al det neglelak på, som de havde lyst til – og små prinsessekostumer og sådan noget. Jeg synes kun, at det er fedt, at der bliver leget. Et af mine store ikoner er Elton John, og den moderne version af det er måske Harry Styles, så jeg synes, at det er meget oppe i tiden, og det er kun skønt.”

Nanna 28apr23 - 38 - Filip Gielda
Foto: Filip Gielda / Makeup: Nina Larsen

Holdbar, fastlåst fugt
Det kan være svært at få makeuppen til at holde. ”I dag skal jeg fx have min makeup på i hvad der ligner 12 timer, og der er det jo noget med at lave touch ups undervejs. Og jeg skal kunne bevæge mig på scenen og svinge med håret. Det hjælper ikke noget, at jeg har sådan et helt stift hår, der slet ikke kan bevæge sig overhovedet. For det kommer til at blive rodet, og jeg ved, at jeg er en rodet person. Jeg tror, at det er en evig hovedpine for dem, som lægger makeup på mig, at jeg ikke kan sidde stille, når de skal lægge det. Det kan sagtens tage tre timer, og det kan også tage længere.”  Oh Land har ikke noget specifikt ritual som forberedelse til en dag med scenemakeup. Men på dage, hvor hun ikke skal noget, så får huden rigtig meget pause og tid til at restituere: ”Min hud er meget hårdfør. Jeg har tør hud, så jeg skal sørge for at fugte min hud rigtig meget. Det er næsten det, jeg bruger mest tid på. Det er bare fugt, fugt, fugt.” Oh Land har en hud, der bare kan drikke uendeligt. Blandt andet har EGF-serum været en øjenåbner: ”Det har været en gamechanger for mig. Jeg føler virkelig, at min hud føles gennemfugtet med EGF. Serum, så en creme og så en olie ovenpå for at låse det hele fast, så fugten ikke siver ud – det er noget nyt, som jeg er begyndt at gøre, og det virker virkelig godt for mig, når jeg har så tør hud. Jeg har også opdaget A-vitamin og C-vitamin, og hvilken forskel det kan gøre.”

Naturlig og beskyttet
Til hverdag går Oh Land stort set aldrig med øjenmakeup: ”Jeg kan godt synes, at det ser helt underligt ud, når så får det på. Jeg kan nærmest føle, at der sidder to edderkopper i mine øjne. Hvad er det for nogle ben, der stikker ud? Men lige præcis sådan en tinted lipgloss, eller hvis jeg markerer formen på øjenbrynene og lidt kindrødt – det, synes jeg, er rigtig rart at få på, for det får mig til at føle mig friskere og lidt mere defineret. Og jeg bruger også concealer under øjnene og rundt om næsen.” At få dækket pigmentpletterne på huden er en evig tålmodighedsprøve, synes Oh Land: ”Man skal bare være supertålmodig og ekstremt disciplineret omkring solcreme, så jeg går med faktor 50 nærmest hele året rundt. Men de kommer bare sådan her (knips med fingrene) med det samme ved den første solstråle. Men nu er jeg faktisk begyndt at få lavet Dermapen-behandlinger, så det er spændende. Nu kommer jeg lidt i dybden med det, så nu må se om det ændrer noget – og hvis ikke, så må jeg bare lære at leve med det.” 

Foto: Filip Gielda
Foto: Filip Gielda

Magisk glow
De forebyggende tiltag, som kan tages, er Oh Land meget villig til at gå i gang med. Det som hjælper huden godt på vej og beskytter den. ”Første gang jeg opdagede, at en ansigtsbehandling overhovedet kunne noget, var da jeg var med Ole Henriksen på en glow-tur i Utah. Det var fuldstændig magisk, da min kæreste og jeg fik en behandling på hans klinik i LA. Lige pludselig opdagede jeg, at det vitterligt ikke bare var en massage med noget creme. Hvad der ikke blev gjort de to timer, vi lå på briksen! Virkelig fascinerende og det var faktisk der, jeg fik øjnene op for, at det er en lækker måde at forkæle sig selv på. Specielt, når man ikke har særlig meget tid i dagligdagen. Så jeg får en behandling en gang imellem. Og jeg elsker at gå i spa – det er den ultimative luksus. Elsker vandmassage-ting, elsker sauna og havbad. Jeg er begyndt lidt på at vinterbade, men jeg er stadig nybegynder og kan ikke gøre det uden sauna. Der er jeg ikke nået til. Jeg synes, det er ekstremt meditativt og fedt. Man bliver helt glowy bagefter.” Oh Land synes også, at shellac-negle er god selvforkælelse: ”Selv om det er noget, som skal holdes ved lige, så synes jeg, at det fratager mig noget ansvar i hverdagen med at holde mine negle pæne. Så gør man det en gang om måneden, behøver man ikke tænke så meget mere over det.”  

Mila Jovovich Fifth Element-farve
”Håret behandler jeg ikke for godt”, siger Oh Land. ”Sådan en som mig, der farver rigtig meget hår og skifter rigtig meget frisure, har brug for at finde produkter, hvor man ikke slider sit hår for meget, når man farver meget. Nu har jeg lige prøvet et nyt produkt, som er superkoncentreret pigment, der fylder hårstrået op på en anden måde. Der er glans i mit hår lige nu – det kan der godt ikke være i perioder.” Den røde farve er inspireret af havfruetemaet, men den passer også godt ind i temaet med robot sci-fi: ”Mila Jovovich i Fifth Element havde også den røde farve – eller den orange, som det jo faktisk er. For den er anderledes end den røde, som er begyndt at komme rigtig meget nu. Jeg kigger rigtig meget på gadebilledet: ”Hvad er der ikke – hvad mangler der?”, og så prøver jeg at gøre det.” Inspirationen er alle vegne: ”Hvad, synes jeg, er grimt lige nu? For hvis jeg synes, det er grimt, så ved jeg, at så bliver det hot lige om lidt. Hvis man forestiller sig det grimmeste lige nu, så ved jeg, at inden for de næste fem år, så kommer det til at blive hot. En korthårs pigge-frisure er noget af det grimmeste med sådan lidt voks i og sådan nogle pigge, der skal stå op i afblegede – det kunne jeg godt forestille mig bliver hot snart. Og lige nu ville jeg faktisk sige, at sådan noget grønt eller blåt hår er grimt. Jeg føler, jeg har været på den bølge – men det, synes jeg også, er tegnet på, at det godt kunne komme igen.” Oh Land prøver hele tiden at være foran.

DBA_6226
Foto: Peter Dahlerup / Makeup: Nina Larsen

May 17, 2023 4:28 pm