Vejledning om tilmelding til DANISH BEAUTY AWARD 2021


Baggrund – om DANISH BEAUTY AWARD

Danish Beauty Award (DBA) er en pris, der uddeles i kosmetikbranchen til årets bedste skønhedsprodukter. Priserne uddeles til kosmetikprodukter på såvel det selektive marked som massemarkedet, bridge brands/lifestyle brands, nicheprodukter og mærker i begrænset distribution samt produkter til professionel brug. Priserne uddeles i 2021 den 4. juni i Tivoli Congress Center i København. Det er i 2021 15. gang, at Danish Beauty Award finder sted. Vinderne findes blandt indsendte produkter i en lang række kategorier. Et dommerpanel vil selvstændigt vurdere og derefter votere i fællesskab. Derudover er der statuetter sponsorpriserne Goodieboxprisen og Choose your beauty by Matas.

Hvem kan være med?

Alle leverandører af produkter i kosmetikbranchen kan tilmelde produkter. Der er ingen krav til, om virksomheden er medlem af brancheforeningen, leverandør til detailhandel eller det professionelle marked. Alle kosmetikprodukter, der er lovligt markedsført og lanceret i 2020 på det danske marked, kan tilmeldes og indsendes til dommerpanelet. Vi understreger, at det er vigtigt, at produkterne er mærket korrekt og i øvrigt lever op til den gældende lovgivning i Danmark. Lovkrav findes i Kosmetikforordningen (undtaget Årets Beauty Accessory og Inner Beauty). Produkterne, må ikke have anprisninger, der kan vildlede forbrugerne i forhold til Markedsføringsloven. Alle nylanceringer, “line extensions” samt relanceringer, der kan betragtes og vurderes på linje med nylanceringer, kan tilmeldes. Med de valgte kategorier har vi forsøgt at inkludere alle kosmetiske produkter på det danske marked. Desuden uddeles priser til Årets Skønhedsbehandling og Årets Salon/Klinik/Butik/Spa. I sidstnævnte kan indstilles en butik, klinik, salon eller spa, der har haft en særlig succes med at markedsføre, sælge og anvende skønhedsprodukter. Det kan både være en butik, en supermarkedskæde, et apotek, et stormagasin eller f.eks. en skønhedsklinik, et spa, en dermatologisk klinik – der sættes ikke grænser, så længe det er et behandlings- og/eller salgssted af lovlige kosmetiske produkter. Der bliver uddelt priser til produkter, der ikke er kosmetiske – nemlig til en beauty accessory og til et kosttilskud, fødevare, der giver Inner Beauty – altså produkter, som er relateret til skønhedsverdenen. Desuden uddeles også GOODIEBOXPRISEN i 2021. Tilmelding til denne pris foregår via direkte kontakt til GOODIEBOX til line@goodiebox.dk, tlf. 31 32 17 38. Årets Inner Beauty Award 2021 gives til et produkt, der giver skønhed indefra – dvs. kosttilskud, superfoods, probiotika etc. Produktet skal have været lovligt markedsført på det danske marked i 2020, men er ikke nødvendigvis lanceret i 2020. Kosttilskud betragtes som fødevarer og reguleres i forhold til fødevarelovgivningen. Der er særlige regler gældende for kosttilskud i Kosttilskudsdirektivet (2002/46) og den nationale bekendtgørelse om kosttilskud (nr 39 af 12/01/2016). Når det drejer sig om anprisninger, skal produkterne overholde de gældende regler beskrevet i Anprisningsforordningen (1924/2006) samt de godkendte anprisninger beskrevet i EFSA’s EU Register on nutrition and health claims. Dommerne forbeholder sig ret til at bede om yderligere dokumentation.

Definitioner og opdeling

I enkelte af kategorierne opdeler vi markedet i grupperne LUKSUS og POPULÆR.

LUKSUS: Selektiv kosmetik og professionelle produkter: Produkter, der sælges selektivt via parfumerier, materialister,  stormagasiner, saloner, klinikker, hvor der er personlig betjening og rådgivning om produkterne. Gruppen af produkter beskrives også med ord som Premium, Prestige eller High End cosmetics.

POPULÆR: Semi-selektiv kosmetik / Massemarkedsprodukter: Produkter, der distribueres bredt – dvs. sælges via supermarkeder, materialister og stormagasiner, men placeret, hvor der ikke nødvendigvis følger rådgivning med. Produkterne har ”popular appeal”. Denne gruppe af produkter inkluderer også “bridge”, ”lifestyle” og celebrity produkter. Produkter, der sælges via apoteker, hører som udgangspunkt hjemme i denne gruppe.

DETAIL: Produkter, der sælges i detailhandlen – dvs. via parfumerier, materialister, apoteker, stormagasiner, helsebutikker, supermarkeder mv.

PROFESSIONEL: Produkter, der udelukkende eller hovedsagligt sælges eller anvendes professionelt i frisørsaloner, skønhedsklinikker, spa- og wellnessklinikker mv.

Produkter, der sælges på internettet, kan indgå i alle kategorier, hvor de passer ind. Internettet er blevet en ofte anvendt salgskanal, som ikke længere betragtes som et nichepræget valg eller et salgssted kun for nicheprodukter.

Eventfesten den 4. juni 2021

Eventfesten er rammen omkring uddelingen af Danish Beauty Awards statuetter. Her inviteres branchens leverandører, repræsentanter fra detailhandlen, frisører, kosmetologer, makeupartister, pressen og VIP-gæster sammen med sponsorerne. Eventen holdes i Tivoli Congres Center i København den 4. juni 2021.

Billetter

Billetterne kan købes via Billetlugen.

Hotelværelser

Skal du bruge en overnatning fra den 4. til den 5. juni 2021 på Tivoli-hotellet, da kan du booke på: tivolihotel@arp-hansen.dk og notere deltagelse i Danish Beauty Award. Værelser til gæster kan tilbydes på individuel booking til 1.195 DKK pr. enkeltværelse / 1.295 DKK pr. dobbeltværelse, så længe det reserverede antal værelser er ledige – derefter kan der bookes til dagens pris. Reservér derfor i god tid.

Dommernes vurdering

I beskrivelsen af kategorierne har vi forsøgt at give så mange oplysninger som muligt, men dommerne vil tage flere aspekter med i deres bedømmelser, end det er muligt at sætte ord på her. Hver dommer vil åbne og teste, vende og dreje og vurdere hvert enkelt produkt, der er indsendt. Det vil bl.a. blive vurderet, om produktet lever op til de anprisninger, som følger produktet, hvorvidt det er nyskabende, og om det kan danne præcedens på markedet. Der vil blive set på kvalitet og æstetik, og om produktet giver et positivt helhedsindtryk. Dommerne skal give alle produkter karakterer i forskellige vurderingskriterier tilpasset produktkategorien samt eventuelt anføre sine personlige bemærkninger. Denne gennemgang danner således udgangspunkt for diskussionerne i dommerpanelet. Dommernes vurdering er ikke en videnskabeligt baseret gennemgang, men en subjektiv vurdering, der tager højde for en lang række aspekter ved det enkelte produkt. Dommerne vil også tage målgruppen med i bedømmelsen, og dommerne vil i tilfælde, hvor produktet henvender sig til et andet segment end dem selv, kunne vælge at bruge en ”skyggetester”, der giver sin personlige tilbagemelding til dommerne. Ikke alle dommere vil teste alle behandlinger og steder, men ca. 3-5 dommere hvert sted. Også her vil en dommer kunne sende en anden til test i stedet, men alle dommere skal personligt indsamle oplysninger. Dommerpanelet kan vælge at sende produkter til en lovmæssig gennemgang hos Kosmetik- og Hygiejnebranchen.

Tilmeldingsgebyr

Indtil 15.12.2020 er prisen for tilmelding kr. 1.500 ex moms pr. produkt
Efter 15.12.2020 og indtil 15.01.2021 er gebyret for tilmelding kr. 1.800 ex moms pr. produkt

Tilmeldingsgebyret er pr. produkt uanset antallet af kategorier, produktet tilmeldes. Tilmeldingsgebyr betales altså pr. produkt og ikke pr. kategori. Dog betales selvstændigt gebyr for Årets Serie, og serien vurderes samlet. Der opkræves ikke tilmeldingsgebyr for produkter, som foreslås og tilmeldes Årets Klassiker eller personer, der foreslås som Årets Ildsjæl.

Overvej nøje i hvilken kategori/hvilke kategorier, produktet hører hjemme. For ethvert tilmeldt produkt skal tilmelderen ved tilmeldingen give en god, men kort begrundelse for, hvorfor produktet med netop dets egenskaber, gør det til en vinder. Når flere kategorier vælges, da skal begrundelserne for hver kategori skrives i samme felt i samme indtastningsrude, men hvor kategorien nævnes før hver begrundelse. Når man vælger Årets Forbrugerpris, da indvilliger man i at donere 5 produkter til en forbrugerkonkurrence, hvis produktet bliver nomineret, og vælger man Influencers’ Choice Award, da indvilliger man i at fremsende produkter til 6-8 indflydelsesrige skønhedsbloggere/vloggere, som sidder i influencer-panelet. Vi vender tilbage med yderligere information om Årets Forbrugerpris og Influencers i panelet, der skal udvælge Influencers’ Choice Award 2021.

Placering i kategori

Leverandører skal ved tilmelding af et produkt selv angive kategorien, som det indsendte produkt tilhører. Hvor der kan være tvivl om kategori-placering, vil der blive taget hensyn til, hvordan og til hvem produktet er markedsført og distribueret. Et produkt kan godt være tilmeldt, blive nomineret i og vinde flere kategorier.

Kategorierne 2021

Mere information på vej

Kategoribeskrivelser

Mere information på vej om 2021 – se kategorierne i 2020.

Anvendelse af logo

Alle produkter, som bliver nomineret må gerne profilere sig med at være nomineret i den specifikke kategori, hvor man optræder blandt de 5 nominerede (enkelte kategorier har flere nominerede). Det er muligt at anvende Danish Beauty Awards nomineret-logo, der tilhører kategorien og året, i markedsføringen. Som vinder af Danish Beauty Award får man retten til at anvende vinder-logoet for det år, hvor produktet vinder. Logoet kan udelukkende anvendes sammen med det specifikke vindende produkt. Logoet vil altid følge produktet – dvs. hvis produktet skifter distributør eller ejer, da følger logoet det vindende produkt. Logoet må ikke ændres eller forvrænges.

Dommerpanelet

Dommerpanelet ved Danish Beauty Award 2021 består af både nye og erfarne dommere – mere information om dommerne ultimo oktober. Se panelet i seneste års event her. Dommerne har hver sin indgangsvinkel til kosmetikkens verden. Alle har et særligt kompetenceområde og funktion i panelet. Alle dommere vil være med til at bedømme alle produkter. Dommerne vil som det første vurdere de indsendte produkter og se på tendenser. Derefter kommer første bedømmelsesrunde, der er en lukket votering, hvor dommerne med deres egen indgangsvinkel giver produkterne points efter forskellige kriterier. Her ses bl.a. på de faktorer, som er nævnt under hver kategori ovenfor. Dommerne mødes derefter for at diskutere og for at finde 5 nominerede i hver kategori. De nominerede offentliggøres straks derefter. Umiddelbart inden prisuddelingen mødes dommerne igen for at finde vinderne af Danish Beauty Award i alle kategorier. Vinderne offentliggøres ved prisuddelingen den 4. juni 2021.

Herudover vil der være et panel af influencers, der vil udvælge Influencers’ Choice Award. Yderligere information om panelets sammensætning vil følge. De nominerede findes blandt alle tilmeldte – tilkendegiv ved tilmelding, såfremt I ønsker at deltage i Influencers’ Choice Award. De nominerede i denne kategori vil blive bedt om at sende produkter til influencer-panelet.

Tilmelding af produkt

Produkter, der ønskes tilmeldt Danish Beauty Award 2021, skal tilmeldes via hjemmesiden:  https://danishbeautyaward.dk/tilmeld-produkt/ – LOGIN FØLGER

Tilmelding skal være sket på hjemmesiden danishbeautyaward.dk senest den 15. januar 2021. Produkterne til test skal være dommerpanelet i hænde senest den 18. januar 2021.

Produkter til dommerpanelet og SoMe

De tilmeldte produkter skal sendes direkte til hver enkelt af dommerne. Adresser følger.

Der er 13 dommere i 2021-panelet. Dvs. der skal sendes 13 produkter, men hvis man ønsker, at Danish Beauty Award tager fotos af produktet og deler på de sociale medier, da skal der sendes 14 produkter i alt. 2 produkter skal da sendes til Lahme Kommunikation.

2 produkter sendes til (kun 1, hvis ikke er interesseret i at få vist produktet frem på DBAs sociale medier: Instagram, Facebook mv.)

Lahme Kommunikation
Jens Kofods Gade 1, st. tv.
1268 København K.
Att.: Julia Lahme
Mrk. Danish Beauty Award 2021

I alle tilfælde sendes 1 produkt direkte til Danish Beauty Award på adressen

Danish Beauty Award
Blomstermarken 25
3060 Espergærde
Att.: Anne-Dorte Mathiesen
Mrk. Danish Beauty Award 2021

Adresser til de 11 øvrige dommere kommer ultimo oktober.

Husk at oplyse PO/rekvisitionsnummer i forbindelse med tilmeldingen, hvis et sådant er krævet af din virksomhed.

Ved tilmeldingen tildeles et registreringsnummer, som skal følge produktet, når det sendes til hvert medlem af dommerpanelet. Tilmelding af et produkt til Danish Beauty Award 2021 koster kr. 1500,- ex. moms pr. produkt (gælder dog ikke Årets Klassiker og Ildsjæl). Tilmeldingsgebyret stiger til kr. 1.800 ex moms efter den 15. december 2020. Beløbet dækker tilmelding af 1 stk. produkt, uanset hvor mange kategorier produktet tilmeldes, dog opkræves altid et tilmeldingsgebyr for Årets Serie. Det er kun nødvendigt at sende ét produkt til hver af dommerne, uanset at det er tilmeldt flere kategorier. Bedømmelse af produkter vil først ske ved registrering af indbetaling. Faktura sendes ud pr. separat mail.

Pakkeinstruks

Hvis flere produkter tilmeldes kan de godt pakkes i samme kasse. Alle er velkomne til at vedlægge en personlig hilsen til hver af dommerne samt vedlægge produktblade, informationer, presseklip eller andet, der skal underbygge dommernes oplevelse af produkterne, når de testes.

Husk, at alle produkter SKAL have påført det tilmeldingsnummer, I modtager ved tilmeldingen – ellers kan det være svært at styre processen og sikre det rette overblik. Nummeret kan påføres ved et klistermærke eller skrives på produktet. Selve pakken mærkes med DBA 2021.

Skemaet, der skal udfyldes

På hjemmesiden www.danishbeautyaward.dk skal et skema udfyldes med kontaktoplysninger, produktbeskrivelse (mærke, produktnavn, lanceringsdato/måned, eventuel vejledende udsalgspris og valg af kategori). Det er meget vigtigt, at punktet med begrundelsen udfyldes. Begrundelse for, hvorfor netop dette produkt er en vinder, skal være kort og præcis, men beskrivende, overbevisende, videnskabelig, dokumenterende osv. Tilmeldes et produkt i flere kategorier, skal der være en begrundelse pr. kategori, der beskriver, hvorfor produktet kan være en vinder af netop den pågældende kategori. Begrundelsen danner baggrund for dommernes stillingtagen til produktet og dets relevans som eventuel nomineret/vinder. Det er vigtigt, at teksten angiver det særlige og bemærkelsesværdige ved det enkelte produkt. Besvar spørgsmålet ”Hvorfor er produktet en vinder?” Ved tilmeldingen tildeles et registreringsnummer, som skal følge produktet. Husk at anføre det tildelte registreringsnummer på hvert produkt. Oplys gerne i databasen såfremt pressemateriale, dokumentation etc. vedlægges produktet. Husk også at skrive en SoMe-tekst og inkludere @ tags og # hashtags.

Upload af foto

Produktfoto (pack shot) minimum 300 dpi JPEG-format skal uploades sammen med skema på www.danishbeautyaward.dk. Fotos skal være fritskrabet. Der kan uploades 3 i alt. Foto skal have en størrelse på 1-2MB. Vigtigt: Navnet på billedfilen skal være det samme som navnet på produktet.

Kontakt Danish Beauty Award

Har du spørgsmål, kontakt da arrangør og formand for DBAs bestyrelse Anne-Dorte Mathiesen – Tlf.: 22 91 24 76 – Mail: adm@danishbeautyaward.dk.

 

Der tages forbehold for eventuelle fejl og ændringer.
ADM/oktober 2020