Hvem kan være med?

Alle leverandører af produkter i kosmetikbranchen kan tilmelde produkter. Der er ingen krav til, om virksomheden er medlem af brancheforeningen, leverandør til detailhandel eller det professionelle marked. Alle kosmetikprodukter, der er lovligt markedsført og lanceret i 2023 på det danske marked, kan tilmeldes og indsendes til dommerpanelet. Vi understreger, at det er vigtigt, at produkterne er mærket korrekt og i øvrigt lever op til den gældende lovgivning i Danmark. Lovkrav findes i Kosmetikforordningen (undtaget Årets Beauty Accessory og Inner Beauty). Produkterne, må ikke have anprisninger, der kan vildlede forbrugerne i forhold til Markedsføringsloven.

Alle nylanceringer, “line extensions” samt relanceringer, der kan betragtes og vurderes på linje med nylanceringer, kan tilmeldes. Med de valgte kategorier har vi forsøgt at inkludere alle kosmetiske produkter på det danske marked. Desuden uddeles priser til Årets Skønhedsbehandling og Årets Salon/Klinik/Butik/Spa. I sidstnævnte kan indstilles en butik, klinik, salon eller spa, der har haft en særlig succes med at markedsføre, sælge og anvende skønhedsprodukter. Det kan både være en butik, en supermarkedskæde, et apotek, et stormagasin eller f.eks. en skønhedsklinik, et spa, en dermatologisk klinik – der sættes ikke grænser, så længe det er et behandlings- og/eller salgssted af lovlige kosmetiske produkter. Der bliver uddelt priser til produkter, der ikke er kosmetiske – nemlig til en beauty accessory og til et kosttilskud, fødevare, der giver Inner Beauty – altså produkter, som er relateret til skønhedsverdenen.

Årets Inner Beauty Award 2024 gives til et produkt, der giver skønhed indefra – dvs. kosttilskud, superfoods, probiotika etc. Produktet skal have været lovligt markedsført på det danske marked i 2023, men er ikke nødvendigvis lanceret første gang i 2023. Kosttilskud betragtes som fødevarer og reguleres i forhold til fødevarelovgivningen. Der er særlige regler gældende for kosttilskud i Kosttilskudsdirektivet (2002/46) og den nationale bekendtgørelse om kosttilskud (nr 39 af 12/01/2016). Når det drejer sig om anprisninger, skal produkterne overholde de gældende regler beskrevet i Anprisningsforordningen (1924/2006) samt de godkendte anprisninger beskrevet i EFSA’s EU Register on nutrition and health claims. Dommerne forbeholder sig ret til at bede om yderligere dokumentation.